10 gode råd til kommende efterskoleelever
Skal du starte på efterskole inden længe? Så får du her 10 gode råd til kommende efterskoleelever. Det er en stor forandring og mange oplever, at de er lidt nervøse over den nye hverdag hjemmefra og en masse nye venner. Vi har samlet nogle gode råd til, hvordan du kan få det bedste ud af dit år på efterskole.
Prøv noget nyt
Vær åben overfor nye oplevelser, da det ofte er det, du ikke har prøvet før, der gør at du bliver klogere på dig selv, dine grænser og dit liv. Det er selvfølgelig vigtigt, at du lytter til dig selv og dine grænser, men det kan også give en masse selvsikkerhed at kaste sig ud i noget nyt. F.eks. kan det føles fantastisk at klatre helt op i toppen på klatrevæggen, selvom du er højdeskræk eller stå på scenen til musicalugen, selvom du er lidt genert.
Følg med i skolen så du er klar til næste kapitel i dit liv
Der foregår mange ting hele tiden, når du er på efterskole. Et godt anker i hverdagen er at følge undervisningen og gøre sit bedste. Alle efterskolelærerne er fuldstændig vilde med at undervise og lad dig gerne smitte af deres entusiasme. Det er din chance for, at få godt styr på det faglige inden du f.eks. skal videre på en ungdomsuddannelse. Desuden mener vi, at det skal være sjovt at gå i skole og gør gerne en masse for at den traditionelle undervisning får et pift.
Vær god til at trække dig lidt, når du har behov for det
Det kan være krævende at være en del af fællesskabet og omgive sig med mennesker hele tiden. Det er helt okay, at sætte sig et stille sted med en bog, høre musik eller se en serie i sin fritid. Det at være alene, kan give en masse overskud til at være en del af fællesskabet. Forsøg at lægge mærke til, hvornår du trænger til en pause, så er du godt på vej til at kende dine grænser godt.
Brug lidt tid på at dokumentere dine oplevelser
Her på efterskolen er der mange, der skriver dagbog, laver daglige TikToks eller video. Alt sammen hjælper til at kunne huske tilbage på en vigtig tid. Det at reflektere over sine oplevelser – gode som dårlige – er med til at lade hele efterskoleoplevelsen bundfælde sig.
Smag på noget nyt mad
Når du er på efterskole, kan du ikke længere nyde godt af mors mad, men til gengæld har vi et suverænt køkken, der serverer bæredygtigt og gennemtænkt mad, der både udfordrer dig og giver en masse krudt til en aktiv hverdag. Så husk, at der er en tanke bag det, vi serverer, også selvom det er noget, du ikke har prøvet før. Giv det en chance – det vil dine smagsløg elske dig for.
Læg mobilen væk så du er til stede nu
Vi er vant til at være forbundet med alle hele tiden, men på efterskolen får du en chance for at være i en helt speciel boble, hvor du ikke behøver at være i kontakt med omverdenen hele tiden. Vi har 14 dage i starten af skoleåret, hvor vi lægger alle mobiler væk for at danne nogle stærke venskaber fra starten. Det er nemlig meget nemmere at være til stede og have det fedt, hvis man får en lille pause fra omverdenen.
Brug tid med nogle helt andre typer end dig selv
På Rønde Efterskole får du 174 potentielle venner, når du starter. Alle har det på samme måde som dig, og de fleste søger nok efter nogen, de deler interesser med eller som har samme tøjstil. Sådan er det i hvert fald lige i starten. Som skoleåret går, og når rammerne er blevet lidt mere kendte, finder mange elever nye venskaber, der er anderledes end dem, de kender. Det kan være helt nye interessefællesskaber, en ny BFF eller bare en, som de klinger godt med i Tysk. De nye venskaber er med til at udvide din horisont, så se hvor de fører hen og prøv at være åben overfor det uventede venskab.
Få luft for dine tanker
Når du går på efterskole, får du et tæt forhold til dine lærere. De bruger tid på aktiviteter med dig i weekenderne, er nattevagter og med på f.eks. skitur i Norge med deres familier. De vil rigtig gerne lytte til dig, hvis du er ked af det eller har en træls oplevelse. Så tag en snak med den, du har lyst til og fortæl, hvordan du har det. Det letter og gør det nemmere at bære, når du ikke går med det alene.
Husk at få dine 8 timer
Du har sikkert hørt det mange gange – det er vigtig at få sin søvn! Men den er god nok. Hvis man sover for lidt, så kan det påvirke dig fysisk og psykisk. Man bliver sur, deprimeret og klarer sig måske dårligere til badmintontræningen eller har svært ved problemløsning i spiludvikling. Så selvom det er hyggeligt at snakke med dine roomies ud til sent på natten, er det altså det værd, at få sin nattesøvn. Desuden udskiller kroppen melatonin, når du sover, der f.eks. forebygger sygdom.
Dyrk det der gør dig glad
Tænk over, hvornår og i hvilke situationer du bliver rigtig glad. Er det et fag, du synes godt om, er det sagen at fordybe sig i et maleri, at løbe lange ture eller hygge ved bålet med friluftsliv? Det at vide, hvornår man får “tanket” energi er guld værd, og noget du kan bruge resten af livet.