Kort om Dennis

Navn: Dennis Høegh

Ansat som: Timelærer på Fodboldlinjen

Baggrund: Har spillet i AGF siden 2. års lilleput, har spillet på ungdomslandsholdet og bl.a. i 1. divisionsklubben FC Fredericia. 

Bopæl: Han bor i Ugelbølle sammen med sin kæreste Sofie og sønnerne Sigurd og Ludvig.

Født: 1989

Kommer fra: Ryomgård

Uddannelse: Læser i øjeblikket en kandidat i samfundsfag og historie som han afslutter i sommeren 2023.

Fodboldlinjen er er på mange måder et frirum på efterskolen, men også et sted, hvor vi har store forventninger til spillerne

Dennis Høegh lærer på fodboldlinjen på Rønde Efterskole

Der er ingen tvivl om, at Dennis Høegh i en alder af 33 år kender sig selv bedre end de fleste jævnaldrende. Han er nemlig blevet målt og vejet på eliteniveau, siden han var barn. Han er rolig, veltalende og fuldstændig nede på jorden, hvilket måske kan virke noget overraskende, når han på et tidspunkt blev kaldt det største talent af sin årgang af Chelsea FC. Men skader satte en stopper for fodboldkarrieren og i stedet kastede Dennis sig over en anden stor drøm, nemlig at undervise.

Fodbold er meget mere end godt benarbejde

På Rønde Efterskole er han ansat som timelærer på Fodboldlinjen, hvor han ser formidling og dannelse som et af hans bedste værktøjer til at skabe dygtige fodboldspillere, der kan balancere interessen med et sundt ungdomsliv, hvor man behandler hinanden godt. “På en eller anden måde var jeg nok aldrig den bedste fodboldspiller, fordi jeg tænkte for meget over, hvordan mine holdkammerater havde det og mindre på, hvordan jeg fik en fod foran mine konkurrenter. Det har til gengæld lønnet sig i dag, hvor jeg har et stort ansvar som træner, der både skal have blik for det pædagogiske og psykologiske arbejde med spillerne.” 

Blik for den enkelte spiller

Dennis fortæller, hvordan trænernes kendskab til den enkelte spiller er en forudsætning for at skabe et godt sammentømret hold. “Vi lærer spillerne, at alle er forskellige, og jeg ved hvem der skal have anerkendelse, og hvem der skal have et ekstra skub bagi. På den måde kan vi virkelig rykke spillerne til at give noget til fællesskabet og få en masse igen.”

Opgør med en maskulin kultur

Dennis har selv haft elitemiljøet helt inde på livet og en af de ting, han gerne vil give spillerne på Rønde Efterskole, er en mere rummelig tilgang til, hvad en fodboldspiller er. “På fodboldlinjen giver vi rum til at spillerne kan være sig selv, og det er helt ok, at vise følelser og stikke ud. Det at at vide hvem man er, og ikke forsøge at opretholde en eller anden facade, kan være afgørende for de spillere, der vil være professionelle, da det er et stort psykologisk og fysisk pres.” 

Elevinddragelse er afgørende for ansvarsfølelsen

På fodboldlinjen inddrager trænerne eleverne tidligt efter skolestart. De skal nemlig være med til at skrive regelsættet for de værdier og den kultur, som holdet ønsker. “Det er et stærkt dannelsesværktøj at inddrage eleverne, da de tager meget mere ansvar for sig selv og deres holdkammerater, når det er regler, som de selv har været med til at bestemme.” Regelsættet er også essentielt uden for banen, da fodbolddrengene er toneangivende på efterskolen, fordi de er en stor flok. Så det gode kammeratskab skal med på skolen og være med til at skabe et positivt fællesskab, hvor alle tager ansvar.”

Vi tager det gode med fra banen hjem til efterskolen

Dennis fortæller, at trænerteamet på Rønde Efterskole gør meget ud af, at de kompetencer spillerne får på banen, skal kunne bruges i resten af deres ungdomsliv. “Fodbold er kun en lille del af efterskoleoplevelsen. De gode ting de lærer på banen, forventer vi, de tager med sig videre. Eksempelvis skal de dygtigste spillere ikke kun tænke på sig selv, men i høj grad gå forrest og guide de andre, så de løfter hele holdet. Det gælder såvel på fodboldbanen som, f.eks. i matematik eller til samlinger. Hvis spillerne tager det med fra træningen, så synes jeg, vi er lykkes rigtig godt med vores kerneopgave, der i store træk går ud på at gøre dem til bedre spillere og ikke mindst mennesker.,” sSlutter han. 

Har du lyst til at vide mere om fodboldlinjen på Rønde Efterskole? Så kan du blive klogere på linjefaget her.