På Rønde Efterskole skal du nok finde noget du er god til

Her skal du nok finde noget, du er god til

Kristian Sørig er ny deltidsunderviser på badmintonlinjen og i fredagsfag. Han er startet op i skoleåret 2019/2020, men han føler sig allerede som en del af lærerstaben. Han er 30 år gammel og bor på Århus Ø med sin kæreste Ida og deres fem måneder gamle søn Carl. 

Når Kristian ikke er på Rønde Efterskole, er han cheftræner i Viby Badminton Klub. Viby badmintonklub er en stor klub med stor bredde, som spænder helt fra Europas Elite over Danmarksmestre til almindelige fritidsbreddespillere.

Kristian er en garvet badmintonspiller, der kender spillets regler ud og ind, men fra dette skoleår betræder han også klasselokalernes gulve som underviser i fredagsfag. Og hvordan kom han så dertil? 

Forfulgte badmintondrømmen
Han har altid spillet badminton, og imens han læste sin bachelor i statskundskab på Aarhus Universitet, tog han en træneruddannelse. Træneren opfordrede ham til at forfølge drømmen om at være badmintontræner, og efter at have afsluttet sin bachelor i 2013 stoppede han i den akademiske verden og udlevede drømmen i en årrække. 

Men der manglede noget. I jagten på mere faglighed faldt han over kandidatuddannelsen i samfundsfag og idræt, der kunne forene de to verdener. “Jeg er helt opslugt af alt med kroppen og spil, og det kribler i mig for at lære fra mig.” Erfaringerne fra utallige timer i badmintonhallen i kombination med den faglige ballast fra universitetet, oplever han som en kæmpe styrke som underviser. Når han på universitet lærer om pædagogisk-didaktisk formidling af læring med kroppen, konverterer han det direkte over til badmintontræningen, hvor eleverne får en bedre forståelse for, hvorfor kroppen agerer, som den gør i forskellige træningssituationer.

Ketcheren lægges på hylden for en stund
Når han sammen med sine kollegaer på Rønde Efterskole underviser hele 10. årgang i fredagsfag, så er det hans faglige viden fra samfundsfag, han bringer i spil. Her lægger han ketcheren på hylden og fokuserer på fællesskaber, ideologier, demokrati, fattigdom og andre emner med fokus på almen dannelse. Her møder han de dedikerede badmintonspillere i helt andre omgivelser, og dem, der er mest på til træningen, er ikke nødvendigvis dem, der er mest engagerede til undervisningen i fredagsfag. Det er noget af det, som Kristian nyder i sin stilling, fordi han her møder og interagerer med eleverne uden for badmintonbanen. “Jeg får et meget bedre billede af og forståelse for den hele person. Jeg glæder mig, når dem, der ikke nødvendigvis er de bedste på badmintonbanen, skinner igennem i klasselokalet. Det er netop det, som efterskolen kan med dets mange mikromiljøer. Her skal du nok finde noget, du er god til.”

De fleste elever oplever at være gode til noget, og det er et af de mange aspekter, som Kristian finder tiltrækkende ved efterskoleverdenen. “På Rønde Efterskole opbygger vi fundamentalt anderledes relationer mellem ung og voksen. Man ser hinanden på en helt anden måde, end hvad rammerne på en traditionel skole tillader. Et år på efterskole er på mange måder et meget definerende år for vores elever, og det er meget fint at være en del af.”

Et godt sted at være
Kristian fortæller, at alsidigheden på efterskolen er med til at løfte flokken, i og med at de ressourcestærke elever, der har styr på fagligheden og de sociale kompetencer, er dygtige til at lære fra sig og gør det i alle døgnets vågne timer. Derfor oplever han, at de elever, der f.eks. kommer med sociale udfordringer, oparbejder den ballast og de kompetencer, der skal til for at skabe relationer fremadrettet. “Det at se sådan en udvikling, bekræfter mig i at efterskoleverdenen er et godt sted at være.”

Læs mere om linjefaget badminton 

Læs mere om vores pædagogiske handleplan