Kammerater inspirerede Ida Klausholm Jørgensen til at tage på efterskole
“Derhjemme i Bredsten hørte jeg fra flere af mine badmintonkammerater, som havde været elever her på efterskolen, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg valgte at komme her. Egentlig havde jeg regnet med at gå direkte i gymnasiet, men på baggrund af kammeraternes positive tilkendegivelser begyndte jeg at undersøge forholdene nærmere. Jeg var med på Facebook på en besøgsaften, og efterfølgende besøgte jeg selv skolen, og så var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville tage 10. klasse her.”
Sådan opridser Ida Klausholm Jørgensen baggrunden for, at hun valgte at blive elev på Rønde Efterskole. Hun er – også i egen selvforståelse – ”badmintonnørd” og har selvfølgelig valgt badminton som linjefag og derudover også valgfag, der knytter sig til badmintonlinjen. Undervisningen i de boglige fag var ikke det, der motiverede til at tage på efterskole, men Ida er positivt overrasket over, at det faglige niveau i disse fag er ret højt:
“Jeg havde troet, det ville være nemmere. Men det er en god ting, at der fra skolens side også er ambitioner med de boglige fag. Så føler man ikke, at man blot ”spilder” et år med boglige fag, når man nu har valgt at gå i 10. klasse fremfor at tage den direkte vej til gymnasiet.”
Personlig modningsproces
Ida nyder sit ophold på skolen, hvor eleverne kommer mange forskellige steder fra, herunder også fra udlandet. Selv bor Ida sammen med to piger fra Frederikshavn og Amager, og hun synes generelt, at eleverne er rigtig gode til at hygge sig sammen. Især om aftenen, hvor tiden er til det.
Skoleopholdet har ændret sig en smule undervejs. Til at begynde med var eleverne meget ”på” hele tiden, og lærerne styrede ret meget. Nu har eleverne en mere afslappet tilgang til at være på skolen, og de har selv taget teten i at organisere samvær og aktiviteter uden for undervisningstiden.
For Ida har efterskoleopholdet også fungeret som en personlig modningsproces. I 9. klasse kunne hun mærke, at hun var lidt skoletræt, og derfor satsede hun på, at efterskoleopholdet skulle bruges til at blive mere mentalt klar til gymnasiet. Det ønske har hun fået opfyldt:
“Jeg er blevet mere social og også mere selvstændig. Begge dele regner jeg med at have fordel af, når jeg efter mit ophold i Rønde starter på gymnasiet.”