Det glæder os, at kunne fortælle at Rønde Højskole og Efterskole har ansat Jesper Hother som ny efterskoleforstander. Han tiltræder stillingen den 1. marts 2026. Jesper er 48 år gammel og kommer fra en stilling som viceskoleleder på Skovvangsskolen i Hammel, hvor han har arbejdet i syv et halvt år. Han bor i Hinnerup med sin familie, hvor han fortsat vil have base.
“Jeg glæder mig til at viderebygge det stærke værdisæt på Rønde Efterskole og bidrage til en efterskole, hvor unge mennesker bliver dygtigere og klogere på sig selv og hinanden,” siger Jesper Hother.
Liv og faglighed i balance
Jesper Hother er tidligere lærer på Rønbækskolen i Hinnerup og har som nævnt været afdelingsleder og viceskoleleder på Skovvangsskolen med ansvar for mellemtrin, udskoling og Center10.
Han har en diplomuddannelse i ledelse med speciale i filosofi og er læreruddannet i linjefagene dansk, samfundsfag, musik og madkundskab.
Privat er han gift og far til tre døtre.
“Jeg lever et familieliv, hvor nærvær, samtaler og fælles oplevelser betyder meget. Naturen, bevægelse og musik er vigtige energikilder… Det giver balance og perspektiv, og det er den balance mellem faglighed og liv, jeg også mener, en efterskole skal kunne vise unge mennesker,” siger Jesper Hother.
En del af ledelsen på fællesskolen
Rønde Højskole og Efterskole er organiseret som en fælles skole med både højskole og efterskole, og Jesper Hother overtager den daglige ledelse af efterskolen i tæt samspil med skolens øvrige ledelse.
Skoleleder for den fælles skole Anders Munthe ser frem til samarbejdet:
“I en tid, hvor det er nødvendigt for efterskolerne at positionere sig tydeligt i uddannelseslandskabet er vi meget glade for at kunne byde Jesper Hother velkommen som ny efterskoleforstander. Jesper bringer solid ledelseserfaring og et stærkt engagement i unge menneskers dannelse og trivsel med sig,” siger Anders Munthe.
Vi glæder os enormt meget til, at få Jesper starter som efterskoleforstander i Rønde.