Kreativt Design på Rønde Efterskole

Om den kreative proces, gangster slangen og hyggen på Kreativt design

Vi har været en tur forbi linjefaget Kreativt design, hvor pigerne fortalte om og viste deres flotte designs frem. Når man kommer ind i lokalet, bliver man omhyllet af hygge og god stemning. Nogle af eleverne sidder i en gammel sofa, der lyser op de steder, hvor nogen har lavet lapper af strik. Andre sidder omkring, det store bord, hvor koncentrationen er høj, mens der alligevel bliver snakket med sidemanden. De har gang i mange forskellige ting. Det er alt fra hækling, strik og syning til tegning og meget mere.

Det handler om processen

Marie, der går i 10. klasse, er i gang med at hækle en blå klud. Hun fortæller, at de i sidste uge var på linjefagstur og besøgte Karen Klarbæk i Silkeborg til en hækleworkshop. Det var fedt at lære at hækle. Og selvfølgelig skulle Maries klud være blå, fordi hun elsker den farve. Når kluden er hæklet færdig skal den være en gave til Maries mor. For selvom hun synes, det er sjovt, har der været udfordringer undervejs, og kluden er da også blevet trevlet op en gang eller to, så i sidste ende har hun ikke behov for at skulle kigge mere på den. Men for Marie betyder det endelige resultat ikke så meget. Det er processen, hun holder af. Som de øvrige elever har hun også lavet sin egen taske, der skal rumme alle hendes kreative projekter gennem året. Inspirationen til den kom fra en flot kjole.

Kreativt design på Rønde Efterskole

Det er vigtigt at sætte sit præg

Matilde, der går i 10. klasse, er fuldt koncentreret om sit strikketøj, som har et bestemt formål. Den sofa, som hun sidder i med sin veninde, har nemlig set bedre dage, og derfor strikker Matilde en flot lap, der sammen med de andre lapper på sofaen er med til at give den nyt liv. Hun har altid gerne ville lære at strikke og synes, det er fedt, at man samtidig kan hygge og snakke. Der er også godt gang i musikken, og til tider bliver der sunget med. Hun har selv valgt den blå farve til lappen, og på lidt længere sigt drømmer hun om, at hun er i stand til at strikke et M med samme farve, der kan pryde den taske, hun selv har lavet. Den er nemlig forholdsvis enkel lige nu, men hun regner med, at den får en masse fine detaljer gennem året. Hun er rigtig glad for kreativt design og fortæller at hun finder noget ro, da design processerne kan tage sin tid og derigennem får hun også styrket sin tålmodighed.

Kan man se at jeg er glad?

Nikoline, der også går i 10. klasse, har taget første spadestik i forhold til hendes kunstværk. Hun siger “Jeg laver en art journal, der går ud på at lave et kunstværk ud fra, hvordan man har det.” Hun er lige startet med første side, hvor hun har klippet en tegning ud som hun er ved at farvelægge med Posca tusser. I skriften på siden har hun arbejdet med stempeltryk, der får det til at se sejt ud. Hendes veninder siger at Nikoline faktisk er ret street, i og med at hun har lavet streetart på linjefagsturen, hvor de besøgte en skatepark, hvor de måtte skrive på asfalten. Nikoline prydede den med Rønde Efterskole 19/20 og tegnede en slange som hendes veninder efterfølgende har døbt gangster slangen. Fremover glæder hun sig mest til at blive udfordret og arbejde med kreative processer. Hun siger “Jeg elsker at starte med ingenting og så udvikler det sig til noget man ikke anede eksisterede.” Når man spørger ind til farverne i hendes art journal, spørger hun om man kan se, at hun er glad. Det er der vist ingen tvivl om. 

Vil du vide mere om linjefaget Kreativt Design? Så læs mere her