Rytme og uforudsigelighed i skøn forening

Et tilbageblik på det første halve år som efterskoleforstander.

Søren Sinnbeck - et halvt år som forstander

Ungdom, galskab, kraft og ild
Tusindvis af søde drømme
Li´så mange farer vild
Men det er dog muligheden…

Ordene er hentet fra Højskolesangbogen og sangen ”Sat her i forvirringstiden”, som både søvnige og vågne efterskolemunde synger fra, efter morgenmaden er indtaget.
Jeg synes, at ordene ret præcist og i al sin mangfoldighed indrammer mit første halve år i Rønde. Det vender jeg tilbage til.

Jeg oplevede både at blive budt varmt velkommen på første arbejdsdag i de første uger og at være centrum i en meget fornem og hjertevarm tiltrædelses-reception, hvor også byen sagde velkommen til. Det udstråler i mine øjne høj klasse, når man som skole og organisation viser et sådan overskud, når en ny forstander træder ind ad døren. Så jeg blev glad – også fordi det fortalte mig, at de værdier skolen præsenterer, kan mærkes i praksis. Det siger meget om et sted, hvordan man møder dem, som træder indenfor. Tak for det!

Jeg var samtidig også meget bevidst om den ungdom, vi skulle byde velkommen indenfor seks dage efter, jeg selv havde første arbejdsdag. Hvordan mon de ville præsentere sig, og hvilken ungdommelig kraft kunne jeg regne med? – Der har været både galskab, kraft og ild, helt som en efterskolestart med nye livstråde, der skal bindes sammen, nødvendigvis må indeholde. Det vidste jeg godt. Og det har jeg samtidig lært. Det kommer til udtryk i en arbejdsdag, hvor morgenmad bliver til morgensamling, som bliver til morgenmøder – alt sammen afbrudt af kaffe og små elevinterventioner – efterfulgt af frokost, forældresnakke, mail-bunker, planlægning og måske endda lidt tid til at kigge udover dagen i dag og ugen, vi står i. Masterplan, byggeri og fremtidstanker om fag og samvær. Måske et smut i hallen, i hvert fald et par elever forbi til en sludder – nogle gange en mere tydelig sludder end andre – og helt sikkert et ingefær-shot i køkkenet sammen med Gorm og køkkenpersonalet. Og så de dage, hvor vi drejer ned ad en anden vej, og de tusindvis af søde drømme om det gode liv og fællesskabet folder sig ud, næres og udfordres. Når vi står en sen aften på Kalø, og eleverne skal transportere en kano, når sponsorløb samler mange tusinde kroner ind, og når hverdagen, som vi holder meget af, drejes en omgang. Der mærkes galskaben, kraften og ilden for alvor. Og så er der de dage, hvor vejen tager et pludseligt sving, lige som jeg troede, det var hverdag og havde hældt kaffen op. Hvor nogen farer vild, hvor handling er påkrævet, og hvor vi finder hinanden igen. Uforudsigelighed og rytme i skøn forening. Efterskoleliv.

Det har været enormt privilegeret at mærke hvor mange gode kræfter, der er på Rønde Efterskole, og hvor meget godt arbejde, der er lagt i, at jeg kan lande i mit nye arbejdsliv.

Men det er dog muligheden for, sammen med alle de gode kræfter, at skabe et efterskoleliv og binde livstråde sammen, hvor de unge oplever værdien af fællesskabet og ser mange veje til et godt liv, der driver mig.

…Og så er der plads til de store drømme i Rønde.

Søren Sinnbeck, Forstander