Kalender

  1. Online informationsmøde om Global Iværksætter 26. april

    april 26 -19:00 - 19:30
  2. Online informationsmøde om Spiludvikling 26. april

    april 26 -19:00 - 19:30
  3. Online informationsmøde om Friluftsliv 26. april

    april 26 -19:45 - 20:15

Samfundssind(syge)?

Blogindlæg af Silke, 9. klasse

Fredag den 12. februar 2021 

Af Silke, 9. klasse

Samfundssind er årets ord i 2020. Det er jo egentligt et godt ord. At udvise samfundssind klinger af noget  godt og rart. Vi passer på hinanden. Eller det gjorde vi i starten. Dengang nikkede vi og smilte bag  maskerne. Vinkede til hinanden på afstand, og mødtes bag skærmen. Kæmpede grinende med teknikken,  da vi skulle have et virtuelt samfund op at stå. Vi gjorde noget godt. Sammen. Vi fik et nyt fællesskab på  tværs af generationer. Samfundssind var omsorg. Samfundssind gjorde mig tryg. 

Jeg kan ikke huske, hvornår det ændrede sig. Ordet. Måske var det, da de lukkede skoleeleverne ude og  plejehjemsbeboerne inde? Da alle butikkerne lukkede ned? Da vi for alvor ikke måtte være sammen med  hinanden? Da der kom så mange regler, at man næsten kun kunne gøre noget forkert? Da vi alle sammen  begyndte at gå som små lemminger – samme vej, døde i øjnene og med mundbind på?  Samfundssind var ikke længere trygt og godt. Det blev for meget. Corona-djævelen havde fået sin faste  følgesvend: Ensomheden. 

Jeg vil SÅ gerne vise samfundssind. Passe på mine venner, min familie og mig selv. Og alle de andre. Men  nogle gange er det godt nok svært. Jeg er afskåret fra mine venner. Afskåret fra at leve et almindeligt  teenageliv, og nogle gange føles det som om, jeg er afskåret fra at trække vejret. 

Det jeg synes er allerværst er, at bekymringen er blevet en del af min hverdag. Smittetal og dødelighed er  blevet noget, jeg taler om og tænker på. Det gider jeg ikke. Jeg vil have lov til at være teenager og føle, at  jeg er udødelig. Jeg vil ikke forholde mig til sygdom. Jeg er 15 år. Jeg har brug for at være naiv og kun have  problemer, jeg kan grine af om 10 år. 

På min efterskole er der rigtig mange restriktioner. Vi er inddelt i små enheder og der er mange, jeg ikke  må være sammen med. Altså undtagen når vi har undervisning. Så er det nogle andre, jeg må være sammen med. Indtil undervisningen slutter, hvorefter de igen udgør smittefare. Det giver INGEN mening.  Jeg ved, at restriktionerne skal overholdes, og det gør jeg også… næsten. Næsten, fordi – når det ikke  længere giver mening, så kommer frustrationerne. Jeg bliver træt, og med trætheden kommer trangen til at  gøre modstand. Jeg snyder mig til at være sammen med lidt flere og andre, end jeg må. Jeg krammer mine  venner. Ikke i protest, men fordi jeg har brug for det. Jeg har brug for fysisk at mærke, at jeg ikke er alene. 

Når det så er sagt, så ved jeg godt, at der er mange, der har det værre end mig. Jeg ved godt, at jeg på  mange måder er privilegeret. Alligevel er jeg ked af det og vred. Jeg ser på min efterskole, og føler at  restriktionerne stjæler 170 potentielle venner fra mig, fordi jeg ikke må lære dem at kende. Det føles som  om, jeg går glip af mit liv. Som om jeg er i en venteposition, og at jeg venter på noget, der aldrig kommer. 

For hvad nu hvis det værste sker? Hvad nu hvis Corona aldrig går over? Jeg tror, vi skal genopfinde  samfundssind. Det skal være anderledes på en eller anden måde. Vi må finde nogle kompromiser, så det er  til at holde ud at leve i. På sigt går det ud over vores mentale sundhed, hvis vi fortsat skal leve så restriktivt.  Spørgsmålet er, om vi er på vej fra samfundssind til samfundssindssyge?