Vi gør klar til at åbne igen!
Kære årgang 2019-2020
Så kom nyheden om, at vi må genåbne vores skole fra mandag d. 18. maj. Det er en utrolig glædelig nyhed, at vi kan afslutte skoleåret sammen på skolen og ikke bag en skærm.
Vi afventer nu den overordnede ramme for genåbningen fra sundhedsmyndighederne, og denne vil få stor indvirkning på, hvordan vi skal planlægge vores hverdag på skolen frem mod sommerferien. Vi vil så snart, vi er klar til at modtage vores dejlige elever på sundhedsmæssig forsvarlig vis, give meddelelse herom til alle elever og forældre.
Vi har nu gennem længere tid været vant til at være sammen under anderledes forhold, og det er gået fantastisk godt. Om lidt skal vi i gang med at skabe en helt ny efterskolehverdag sammen. Heldigvis har vi super fornuftige elever til sammen med os at fylde de nye rammer – og det bliver der brug for, meget vil være anderledes.
Vi glæder os til igen at være sammen på skolen med vores skønne elevhold.
God Bededagsferie.
Mange hilsner fra alle på RE