Rønde9
– 9. klasse med folkeskolens afgangsprøver
– 9. klasse med folkeskolens afgangsprøver
Som elev på Rønde Efterskole bliver du en del af et stort fællesskab af gode kammerater og kompetente lærere. Lærerne gør en dyd ud af at møde dig på dit eget niveau og løfte det. Det foregår både i og udenfor undervisningen, hvor du vil blive inspireret og hjulpet til at tage ansvar for et ambitiøst og sundt læringsmiljø.
På lærerværelset tilbyder vi lektiehjælp og lektiecafé. Kaffemaskinen er permanent tændt, atmosfæren er hyggelig og uformel, så du kan ikke undgå at blive grebet af stemningen i efterskolens hjemlige lokaler. Sammen skaber vi et behageligt læringsmiljø, hvor lektier og forberedelse lægger op til samvær og sparring i modsætning til ensomhed og fortvivlelse.
Alle elever på Rønde Efterskole er tilknyttet en uddannet uddannelsesvejleder, der også er lærer på skolen. Det betyder, vi kender dig rigtig godt, når vi i fællesskab og i samarbejde med dine forældre, skal afgøre, hvad du skal efter 9. klasse. Du vil få to personlige samtaler med din vejleder. Desuden har vi særligt tilrettelagte uddannelsesdage, hvor vi bl.a. besøger ungdomsuddannelser.
9. klasserne har uddannelsesdage i uge 45, hvor der bl.a. er besøg på ungdomsuddannelserne samt individuel sparring i forhold til at kunne træffe det rette uddannelsesvalg. Vi har ikke erhvervspraktik i 9. Klasse. Elever, som ønsker at komme i praktik, kan evt. selv lave aftaler om erhvervspraktik i deres efterårsferie/vinterferie.
Læs om vores skolevejledning her.
I 9. klasse på Rønde Efterskole arrangerer vi en studietur til Berlin i uge 45 som en del af vores nye kulturfag. Turen fokuserer på kristendom, historie og samfundsfag, og vi skal fordybe os i disse emner, mens vi udforsker storbyen Berlin. Studieturen erstatter den traditionelle projektopgave og giver os mulighed for at komme tæt på både fagene og hinanden i nogle intense og lærerige dage.
I naturfagsundervisningen er alle 9. klasseselever på Rønde Efterskole samlet på ét hold med to dygtige og kompetente lærere, der brænder for naturfag. Derfor skal vi som en del af undervisningen besøge bl.a. et økologisk landbrug og deponeringsanlægget ved Glatved.
De naturfaglige undervisningslokaler er opdaterede og nyindrettede og inspirerer til projektarbejde, gruppearbejde samt masser af forsøg og eksperimenter.
Hvert år tager hele Rønde Efterskole på skitur til Norge. Her er plads til alle – lige fra nybegyndere til rutinerede skiløbere. Det er en uge med masser af hygge, fællesskab og ikke mindst mange gode minder til rygsækken.
Læs mere om alle de ture og oplevelser du får på Rønde Efterskole
I 9. klasse på Rønde Efterskole følger alle de obligatoriske fag. Derudover skal du også vælge mellem efterskolens spændende linjefag og valgfag. Alle elever skal vælge et evt. to af vore otte linjefag, som strækker sig over hele skoleåret. Du følger dit linjefag min. to eftermiddage om ugen (med undtagelse af Friluftsliv) og deltager i de aktiviteter, der knytter sig hertil.
Udover dit linjefag kan du i 9. klasse have op til fire valgfag i dit ugeskema. Valgfagene vælges for ¼ år ad gangen, så du har mulighed for at komme rundt i fagpaletten og prøve en masse nye ting af.
“Jeg var bekymret for, om vi som 9. klasses elever ville blive adskilt fra resten af eleverne, men sådan har det slet ikke været. Faktisk føler jeg, at jeg er sprunget et år frem. Jeg var blevet træt af folkeskolen, hvor alt ofte var det samme, så det har været fantastisk at komme herud og få så mange nye oplevelser. Det bedste ved undervisningen er de anderledes metoder, især i matematik, hvor vi laver mange sjove, praktiske øvelser i stedet for de gentagelser, jeg oplevede i folkeskolen. Det er umuligt at sammenligne dette med noget andet – 9. klasse her har været en fed og vild oplevelse. Det har været et fantastisk år, og jeg kommer virkelig til at savne fællesskabet.”
“Lærerne her er fantastiske; de er altid klar til at hjælpe, hvis man har brug for det, og de træder til, hvis der opstår et problem. Undervisningen, jeg kom fra, var stressende med korte timer, skiftende lokaler og mindre engagerede lærere. Det har virkelig været en befrielse at komme herud i stedet for at være i min gamle klasse, som var meget højlydt og larmende. Her er der meget mere ro, hvilket jeg tror, alle i min klasse har brug for. Vi har mere fred til at lære, og de fleste af os er kommet for at prøve noget nyt.”
“Det er sjovt, fordi man altid er sammen med venner, og ingen i klassen føler sig udenfor. Det bedste ved undervisningen er, at vi ikke bare sidder og læser fra en bog. For eksempel i matematik skal vi op til tavlerne og svare på spørgsmål i grupper, og i dansk har vi været på skattejagt og svaret på danskfaglige spørgsmål. Jeg skal også gå her i 10. klasse.”
“Det er virkelig fedt at lære noget nyt. Jeg synes, vi får en masse erfaring ved allerede at komme på efterskole i 9. klasse, og jeg føler mig mere klar til det virkelige liv. Vi har nogle super gode lærere, der skaber spændende timer og aktiviteter. Det bedste ved undervisningen er lærernes engagement; de er altid på, klar til at hjælpe og møder os med et smil. Derfor er det altid dejligt at komme til time. Jeg kommer til at savne den gode relation til lærerne, fordi de altid er klar til at hjælpe mere, end man har brug for. Man kan altid henvende sig, hvis man er ked af det eller har brug for hjælp.”