Sundhed og kost

Sundhed og kost

Rønde Efterskole har klare holdninger til kost og mad. Skolens opgave med at danne og uddanne vores elever til at tage ansvar for eget liv – og for fællesskaber kan bl.a. ses i den måde vi arbejder med mad og måltider på skolen, hvor vi vægter fællesskab, hjemlighed og bæredygtighed.

Som elev kommer du ud på en madrejse, hvor du både bliver hygget om og udfordret

Vi arbejder med det trygge og hygge, når vi løbende gennem året serverer kendte livretter og “mormormad”. Men vi kræser også for vores elever og drysser glimmer over efterskolelivet med gourmet middag til gallafest eller kage til særlige lejligheder.

Vi udfordrer blandt andet med fokus på kostrådene, sundhed, spændende råvarer, nye smage, mad fra andre kulturer, og arbejdet med at undgå madspild. Eksempler kan være, at vi har kødfrie dage, hvor man som elev lærer bl.a. at få protein fra bælgfrugter. I arbejdet med madspild genbruger vi rester, f.eks. som en ekstra lun ret til aftensmad.

Hør vores køkkenchef fortælle om den madrejse eleverne kommer med på i køkkenet:

Et måltid er noget, man giver til fællesskabet – også som elev

Eleverne deltager i arbejdet omkring de daglige måltider. Gennem køkkentjansen, får eleverne praktisk erfaring og undervisning, så de udvikler viden, færdigheder og kreativitet i forhold til mad, madlavning og de andre opgaver, som er en del af, at få et køkken til at fungere. Vi har en høj faglighed i køkkenet, hvor man som elev får mulighed for “sidemandsoplæring” af blandt andet kokke, som er vant til at levere måltider af den allerhøjeste kaliber.

Vi arbejder med dannelse og at inspirere eleverne til at få sunde arbejds-, mad- og livsstilsvaner samt at øge deres bevidsthed om kost og bæredygtighed. Sigtet er, at eleverne tager de færdigheder og den bevidsthed med sig ud i deres fremtidige liv, så de kan træffe ansvarlige valg for deres liv og de fællesskaber, som de indgår i. 

I skolens køkken er mad lavet fra bunden af gode lokale råvarer og godt håndværk, det fundament vi står på. Vores dygtige personale er uddannede som kokke, catere eller ernæringsassistenter. Den faglighed bruger vi til at sikre at sundhed, bæredygtighed og smag går hånd i hånd i maden på skolen. 

Vores menuer afspejler sæsonerne for fisk og grønt. Vi køber, når det er muligt, lokale råvarer for at minimere klimaaftrykket og få friske råvarer af høj kvalitet. Vi køber kød som hele dyr fra lokale naturgenopretningsprojekter, og vores tilgang er fokus på kvalitet og bæredygtighed. 

Alt i alt ønsker vi, at give eleverne en oplevelse af, at det er muligt at have en bevidst og ansvarlig tilgang kost og råvarer, samtidig med, at de får smagsmættede, sunde måltider som indeholder alt det, som man har brug for til efterskoledage fyldt med aktivitet.

Læs Rønde Efterskoles kostmanifest her