Musiklinjen på Rønde Efterskole
Vil du gerne spille en masse musik? Så er musiklinjen for dig, uanset om du kan spille et eller flere instrumenter, om du er helt nybegynder eller bare godt kan lide at synge. Der er plads til netop dig, som vil udforske musikkens verden og som har lyst til at udvikle sig musikalsk.
Sammenspil
Som elev på musiklinjen kommer du til at spille en masse sammenspil sammen med de andre elever og dine lærere. Vi spiller både numre, som dine forældre sang med på da de var unge men også numre fra nutidens hitlister.
Vi spiller som udgangspunkt trommer, bas, guitar og klaver og kobler sang og evt. andre instrumenter på.
I musik vil du stifte bekendtskab med både danske og internationale kunstnere samt mange forskellige musikgenrer, blandt andet pop, rock, soul, funk, blues og der hvor lysten og nysgerrigheden ellers driver os hen.
Vi øver os i at lytte, koordinere og arbejde sammen i bandet, og samtidig arbejder vi med dynamik og performance.
Koncerter og events
Dig og dit band kommer til at opleve det fede ved at give jeres musik videre til andre til ved en række forskellige begivenheder henover efterskoleåret. Det kan fx være i forbindelse Efterskolernes dag, forskellige fester på skolen, forårskoncert m.m. En stor tilbagevendende begivenhed er den årlige musical, hvor alle efterskolens elever er i sving. Sammen med de andre elever på musiklinjen, er du med til at skabe det musikalske fundament, der bærer musicalen. Tidligere år har vi blandt andet opsat musicals som Abba, Skatteøen, Atlantis, Midt om Natten, High School Musical og mange flere.
Musikken bringer os sammen
På Rønde Efterskole er musik en vigtig del af fællesskabet. Du får derfor også værktøjer til selv at kunne tage initiativ til at skabe og spille musik sammen med andre og for andre. Du vil for eksempel lære om akkorder og deres funktioner samt stifte bekendtskab med rytmer og noder.
Komponist og sangskriver
Du kommer også til at prøve kræfter med at lave din egen musik. Du får værktøjer til at lave en god komposition og med hjælp og sparring fra kammerater og lærere vil du pludselig stå med en melodi og en tekst, som du selv har lavet og er stolt af.
Musikken og sangen indspiller vi og gør det klar til deling på Soundcloud eller andre steder, så dú har muligheden for at lave årets hit på Rønde Efterskole.
Linjefagsdage
To gange om året holder vi linjefagsdage, henholdsvis tre og to dage, hvor der er fuld knald på musikalske oplevelser. På linjefagsdagene bruger vi masser af tid til at spille og øve os, men der er også god tid til, at vi kan hygge os med musikquiz, indspilninger eller noget tredje. Det er en fast tradition, at vi tager til Aarhus og besøger et spillested, som fx Voxhall, Train eller tager til Aarhus Festuge.
- Efter – En tur ud af huset
- Forår – Vi skriver og indspiller sange.
Andre aktiviteter på Rønde Efterskole, hvor du kan udøve din musik:
- Årets musical
- Valgfags guitarundervisning
- Valgfags klaverundervisning
- Valgfags Band-sammenspil
- Sangtime
“Jeg har valgt musik på Rønde Efterskole, fordi jeg elsker musik. Både at lytte til det og at spille det – det er en af mine store interesser. Det der er fedt ved at have musik som linjefag er, at jeg får lov til at spille sammen med andre og øve mit sammenspil.”
“Jeg har valgt musik på Rønde Efterskole, fordi jeg gerne vil blive bedre til musik, både at spille på instrumenter og til at synge. Jeg vil også gerne lære mere om, hvad musikken kan, og også lære teorien så det er nice, at vi også arbejder med de elementer.”
“Jeg har valgt musik På Rønde Efterskole, fordi jeg har spillet guitar i nogle år, og jeg vil gerne øve mig og blive bedre. Jeg har før prøvet kræfter med at spille i et band og kan godt lide samspil, så det ville jeg gerne prøve mere af. Derudover var der en god mulighed på Rønde Efterskole for at kombinere to linjefag, så jeg har også badminton. Det er fedt at man har mulighed for at kombinere sine interesser.”
“Jeg har valgt at have musik På Rønde Efterskole, fordi jeg går meget op i musik og altid har elsket at synge, spille i band og performe. Jeg drømmer om at blive professionel kunstner og derfor, så jeg så det som en oplagt mulighed for at afprøve den musikalske livsstil. Når jeg spiller musik, kan jeg koble af og bare fokusere på at gøre det, jeg elsker samtidig med at være kreativ og fordybe mig.”