Vores nye hovedbygning står klar

Gennem mere end 100 år har Rønde Efterskoles hovedbygning huset både højskole- og efterskoleelver. Samtidig har bygningen haft en kulturel og visuel fremtrædende rolle i vores hjemby, Rønde. Derfor er det med stor glæde, at vores hovedbygning efter halvandet års gennemgribende renovering, udadtil står som et flot og værdigt vartegn for byen og indadtil danner ramme for en moderne efterskole.

Historie og nutid i samme bygning

I løbet af sin lange historie har hovedbygningen udviklet sig til at være et levende hus, hvor der både drives højskole og efterskole efter moderne principper. Det har gennem renoveringsprocessen været vigtigt at binde fortid og nutid sammen i byggeriet.

De ydre rammer fortæller om stedets historie, mens de nye rum skal opfylde de værdier om faglighed og fællesskab, som nu er en del af skolernes hverdag. Det oplever man bl.a. i efterskolens lærerværelse, som er flettet sammen med efterskolens dagligstue for at skabe et hjemligt rum.

Dermed indbyder rummet til, at fællesskabet dyrkes på tværs af lærere og elever uden for undervisningen. Her skal der være plads til fordybelse, nærvær og udvikling af den enkeltes elevs faglige og personlige potentiale, med fællesskabet som omdrejningspunkt.

En del af lokalsamfundet

Rønde Højskole & Efterskole har gennem tiden ikke bare været samlingspunkt for skolernes elever og kursister, men også for Røndes borgere og foreningsliv. Derfor har målet været at skabe en hovedbygningen, der signalerer åbenhed, rummelighed og tryghed, så alle føler sig velkommen og har lyst til at benytte sig af de tilbud, arrangementer og begivenheder, som skolernes bygninger danner ramme for.