Asger Søndergaard

Her går vi sammen ud på gyngende grund, og jeg går forrest. Vi lærer nemlig ikke, når vi ikke tør kaste os ud i noget, der er svært

Når eleverne rejser hjem efter et år eller to på efterskole, tager de nogle ting med i kistebænken, der hverken kan måles eller vejes. Det kan være en forståelse for sig selv, sit ophav, at handlinger har konsekvenser, og at man skal arbejde for at opnå sine drømme. De går nemlig ikke i opfyldelse af sig selv. Det kan måske lyde lidt dystert og gammelklogt, men det gør det ikke, når det kommer fra efterskolelærer Asger Søndergaard. Han underviser til daglig i dansk og samfundsfag, og så er han skolevejleder. Derudover er han sammen med sin kollega Davit Devdariani ansvarlig for linjefaget Fodbold. 

Efterskolelivet kom ind med modermælken

Han har nærmest, på trods af at han er adopteret fra Colombia, fået efterskolelivet ind med modermælken, da begge forældre var forstandere på to forskellige efterskoler. Det har betydet en opvækst med stærke værdier og holdninger til læring, pædagogik og uddannelse. Selvom han kun er 29 år, er han efterhånden en erfaren lærer, der tør at give noget af sig selv i mødet med eleverne. 

Man skal være villig til at sætte sig selv i spil

“På lærerseminariet går de meget op i at lære os, at vi skal adskille vores professionelle og personlige liv. Men det kan man ikke på en efterskole. Hvis man ikke er villig til at sætte sig selv i spil, så kan man ikke være der hundrede procent for eleverne. Her går vi sammen ud på gyngende grund, og jeg går forrest. Vi lærer nemlig ikke, når vi ikke tør kaste os ud i noget, der er svært. Derfor har eleverne f.eks. oplevet mig rappe og oplæse et digt, jeg selv har skrevet, hvilket nok ikke er særlig kønt, men lektien handler ikke om at være perfekt, men om at turde at udvikle og dygtiggøre sig.” I den forbindelse er Asger sit ansvar som efterskolelærer bevidst. “Det skal dog ikke forstås på den måde, at man skal slippe alle hæmninger. Jeg ved altid, hvor jeg står i relationen til eleven og gør min rolle som lærer klar. Det betyder, at eleverne altid oplever mig som ansvarlig med klare grænser. Det er jo nok også derfor, de er villige til at bevæge sig ud på gyngende grund med mig, fejle og rejse sig stærkere bagefter.”

Ærlighed skaber erkendelse

Da Asger var yngre spillede han fodbold på højt niveau, og her lærte han, at ærlighed overfor sig selv og andre er afgørende for at leve et liv i balance. “Hvis man har nogle ambitioner, må man være ærlig overfor sig selv og være villig til at lægge det arbejde i det, som det kræver for at nå sine mål. Ellers nytter det ikke noget. Og den erkendelse kommer nogle mennesker aldrig frem til i livet. Erkendelsen af egne evner eller begrænsninger kan mindske presset, som eleverne kan føle, og gøre dem i stand til at følge deres mavefornemmelse. Når det er accepteret, at man ikke nødvendigvis skal være bedst til alt, så giver det også ro til at arbejde med noget, der ikke nødvendigvis står på karakterarket, såsom at få venner, hygge med en hobby eller prøve noget nyt. Vi lever i en præstationskultur, og jeg vil gøre mit for, at eleverne bliver dygtige til at håndtere ydre krav og store forventninger,  og følger deres egen mavefornemmelse.”

Et fundament for livet

For Asger er det vigtigt at eleverne er i stand til at mærke efter, da han oplever at det giver mod og vilje til at indgå i relationer med andre, også selvom de ikke ligner os selv. “Jeg oplever at en hverdag med mange forskellige elever er med til at bygge et fundament for resten af livet, hvor de forstår de forskelligheder og mangfoldigheder, de møder, som en styrke. Det giver dem mod til at tage roret i egen hånd og leve det liv, de ønsker. Det er nemlig ikke nødvendigvis noget man lærer andre steder og måske i virkeligheden unikt for efterskolelivet.”

Dybvandsbomber af erkendelse

Asger har opfundet sin egen metafor for, hvad det er, efterskolen giver eleverne med videre i livet. Det er noget, der først viser sig mange år efter, de har forladt efterskolen. “Efterskoleopholdet lægger dybvandsbomber af erkendelse i eleverne. Bomberne ligger under overfladen og udløses på et senere tidspunkt på rejsen i livet. Det hele starter i mødet med andre mennesker. Eleverne møder hinanden og får indsigt i deres forskellige baggrunde, oplevelser og personligheder. Det kan også være i mødet med os lærere, hvor de f.eks. bliver mødt helt anderledes end i deres folkeskole. Det kan være et tilfældigt møde på gangen, i en svær situation på fodboldbanen eller noget helt andet, der hører efterskolelivet til. I det møde skabes der en dybvandsbombe, der ligger klar til at komme op til overfladen, når eleven er klar til at modtage budskabet. Når det sker, går der en prås op for dem, hvor de ser sig selv i et nyt lys og får mod til at handle ud fra deres mavefornemmelse. Senere når eleverne selv eller deres forældre, sender mig en mail med en historie om en “dybvandsbombe”, der har gjort en positiv forskel, så ved jeg, at jeg er lykkedes med min lærergerning.”   

Kort om Asger

Navn: Asger Søndergaard
Alder: 29
Bopæl: Rønde
Familie: Gift med Charlotte og sammen har de børnene Mie og Frederik.
Fritidsinteresser: Fodbold, træning, familie og gaming.
Underviser i: Dansk, samfundsfag, linjefaget fodbold og er skolevejleder
Anciennitet: 4 år på Rønde Efterskole
Underviser i: Dansk, samfundsfag, linjefaget fodbold og er skolevejleder
Uddannelse: Læreruddannelsen i Aarhus