“Badminton er en individuel sport, men spillerne er dybt afhængige af hinanden og fællesskabet, og det vil vi gerne fremelske her på linjen.”
Morten Helbo startede som lærer på Rønde Efterskole efter sommerferien, men han er bestemt ikke ny inden for badmintonens verden. Sporten har nemlig været en stor del af Mortens arbejds- og fritidsliv, siden han som 10-årig snørede snørebåndene på sine Yonex badmintonsko for første gang og gik på banen i den lokale badmintonafdeling IF Mols. Derfor håber han også, at tiden på Rønde Efterskole vil vise eleverne, at fællesskabet har mange facetter, så han med tiden vil møde dem i foreningerne – ikke bare som spillere, men også i andre bærende roller.
Fra foreningsudvikling til menneskelig udvikling
Tidligere har Morten blandt andet arbejdet med forretningsudvikling hos DGI, og med i tasken har han også en universitetsuddannelse i idræt. Så hvad har draget ham mod lærergerningen?
“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med formidling i en eller anden form. Det har jeg mulighed for her Rønde Efterskole. Samtidig synes jeg, det er sjovt, at jeg faktisk kan være med til at flytte eleverne både menneskeligt og inden for badminton. Det med at kunne arbejde helhedsorienteret med eleverne og se dem i forskellige sammenhænge, synes jeg, er fedt. Og så kan jeg føle mig kompetent i og med, at der er så meget badminton. Der føler jeg selvfølgelig, at jeg kan gøre en særlig stor forskel.”
I træningsfællesskabet løfter vi i flok
Med sine kompetencer og know-how vil Morten være med at skabe et stærkt træningsfællesskab på badmintonlinjen. Eleverne skal opleve, at i fællesskabet er det vigtigt, at alle byder ind, uanset hvad deres styrker og niveau er. Alle skal koncentrere sig, alle skal gøre sig umage, og alle tager ansvar for sig selv og hinanden.
“Badminton er jo en individuel sport, men spillerne er dybt afhængige af hinanden og et godt fællesskabet, og det vil vi gerne fremelske her på linjen. Så alle investerer i, at det er et godt træningsmiljø og stiller krav til hinanden. Det skal selvfølgelig foregår på en god måde, men her er et meget forpligtende fællesskab. Hvis vi skal blive gode som flok, så skal alle engagere sig i træningerne og løfte hinanden.”
Det store fællesskab inspirerer og skaber forståelse
På Rønde Efterskole er eleverne også en del af det store fællesskab, hvor der er rig mulighed for at udvide sin horisont. Her oplever Morten nemlig, at der opstår en unik mulighed, hvor eleverne kan lade sig inspirere og lære noget af hinandens interesseområder og fag:
“Eleverne på badminton kan have én idé om, hvad skal der til for at blive en god badmintonspiller – mens det i andre arenaer eller fag er nogle helt andre parametre, der er spiller ind – for eksempel måden man fordyber sig på i Spiludvikling. Jeg tror, det giver perspektiv og inspiration, når eleverne mere eller mindre bevidst observerer, hvad der gør eleverne på de andre linjefag dygtigere” Morten uddyber: “Det er en fed følelse at kunne mestre noget. Samtidig er det spændende at se andre mestre noget helt andet og på den måde lære af hinanden.
Samtidig oplever Morten, at efterskolelivet giver eleverne et større perspektiv, når de ser i hinanden i forskellige situationer. Dem, der er stærke inden for et område, kæmper måske inden for et andet. Det skaber en større forståelse – både for hinanden, men også for at der findes alternative veje, når eleverne selv står over for udfordringer
“Jeg tror, det er meget vigtigt rent menneskeligt, at vi bliver ved med at mødes med nogle, som har andre interesser end os selv. Og så tror jeg, det er rigtig godt, at eleverne oplever, at der er andet i livet, når de oplever en svær periode – ikke fordi de skal droppe deres passion, hver gang det er svært, men jeg tror, det er sundt at være opmærksom på, at der er forskellige arenaer, som de også kan deltage i og lære af.”
Nye roller på hjemmebanen
Morten har et stort ønske for sine badmintonelever, når de pakker tasken og rejser hjem fra efterskolen. Nemlig at de er blevet inspireret til at tage endnu større del i træningsfællesskaberne i deres lokale klubber – ikke bare som spillere, men også i andre roller. Derfor håber Morten, at efterskoleåret også åbner elevernes øjne for, at der findes mange forskellige måder, hvorpå de kan bidrage til de fællesskaber, de ønsker at indgå i.
“Som badmintonlærer vil jeg selvfølgelig rigtig gerne lykkes med, at alle føler, at de udvikler deres spil. Men det kan ikke stå alene. Jeg håber også, at de udvikler deres personlighed og udvider deres horisont her på efterskolen. På den måde bliver de forhåbentligt inspireret til tage ansvar i de fællesskaber, de indgår i derhjemme. Nu kommer jeg fra et tidligere job hos DGI, hvor jeg arbejdede meget med foreningsudvikling, og der er brug for unge ledere og trænere. Så hvis vi kan få nogle af de her badmintonspillere til at tage endnu mere ansvar i klubberne, når de kommer hjem efter efterskolen, så vil jeg være meget lykkelig.”
Kort om Morten
Navn: Morten Helbo
Bopæl: Hornslet
Født i: 1990 på Mols
Ansat siden: August 2021
Underviser i: Badminton, matematik og fredagsfag
Interesser: Badminton, Golf og Fodbold
Uddannet: Kandidat i Idræt og Talenttræneruddannelse i badminton