Følg os på facebook

Kalender

  1. Online besøgsaften d. 11. juni

    juni 11 -19:00 - 20:00
  2. Aflyst – Friluftscamp 2020

    juni 29 -9:00 - juli 1 -15:00
  3. Fodboldcamp 2020

    oktober 12 -10:00 - oktober 14 -15:00
Corona ramt Danmark

Corona-ramt Danmark – elevessay af Jakob V. Kristoffersen

Søvind d. 31. Marts 2020 kl. 14.40

Af Jakob Vestergaard

Vinden suser om ørerne på én. Vejen som normalt vrimler med biler, ligger helt øde hen. Det eneste man lægger mærke til, er solen som står højt på himlen, og lyser ned på det tomme landskab.  

Jeg står midt på hovedvejen. Jeg kan tillade mig at stå midt på en hovedvej, fordi her er så tomt. Lyden af bilmotorer virker fjern og sjælden. Følelsen, af at man skulle passe på sig selv, er væk. Ude i horisonten drømmer man sig hen til de gamle tider, hvor man altid kunne lugte benzinen. Det eneste man kan lugte er ens egen sved. Kan kun høre lyden, af skridtene fra ens løbende fødder. Larmen fra vinden, hvirvler rundt om ørerne. Vasker alle de tomme tanker, ud af hovedet, så det eneste man tænker på, er at få den ene fod foran den anden så hurtigt som muligt. Stemmerne man plejer at møde ude på de smalle begrusede veje, er væk. Fuglene synger yndefuldt. Solen står højt. 

Øde vej

Jeg føler, mig isoleret fra alt, men samtidig intet

Stien, som bliver brugt allermest, kunne forveksles med en kirkegård. Står i skyggen til træerne. Det omvæltende grus ligger for sig selv. Sandet hvirvler ind i øjnene. Det føles, som om de bliver slebet, for man tror ikke på det, man ser. Gnider sine øjne lidt og prøver at fokuserer på detaljerne. Der er ikke nogen. Ikke nogle mennesker at kigge på. Ingen dyr eller blomster. Alt virker dødt. Glemmer at kigge målrettet, på alt det gode, når der er så tomt. Tankerne leger med en. Deprimerende tanker kommer ind fra siden. Rammer en som et knytnæveslag. På et split sekund ryger skuldrene fra ørerne helt ned til knæene. Slaskende trækker man de to betonklodser de sidste meter tilbage til endnu mere stilhed. Hen til mimernes land. Ingen siger noget. Kun undgår hinanden. Nogle gange med fagter, fordi man kommer for tæt på. 

En øde sti

Gaderne tomme. Husene matte af stilhed. Ingen mennesker at se i haverne, selvom solen står på sit højeste. Alle de velplejede haver er begyndt at ligne nogle gamle urskove. Helt afsjælet. Møder en enkelt person. Stilheden før stormen. Et vink med øjnene og væk igen. Føler en trang til at råbe. Råbe rigtig højt, så højt at hele byen kan vågne igen, men stilheden har taget styringen. Ingen lyd kommer ud. Kan kun høre råbene inde i mit eget hoved. Folk der råber, og beder for at få deres normale liv tilbage. Tomrummet, man har omkring én, når man bevæger sig igennem husene, dræner en totalt for energi. Kroppen begynder at føles endnu mere slap og slatten, end den allerede er. Tankerne spiller et puds, og straks begynder hukommelsen, at tænke tilbage på de gode “gamle” dage.  

En af dem som virkelig er blevet ramt i disse tider er Berith Hansen. Hun er socialrådgiver, men er blevet sendt hjem. Sidder hver dag foran datamaten. Fingrene skøjter over knapperne. Klikkende bliver hårdere og hårdere. Vejrtrækningerne tungere. Holder pause hver anden time. Ryster fingrene. Får noget indenbords. Et hurtigt pitstop. Klar til at suse videre hen over tasterne. Bliver afbrudt af en journalist. Midt i den helt store sag. Får spørgsmålet om, hvordan hverdagen har ændret sig for hende? Hun kigger op, svarer: “Det er forfærdeligt. Ingen kollegaer at snakke med. Ingen fysisk kommunikation med andre individer. Savner mumlen rundt i krogene. Føler mig isoleret fra alt, men samtidig intet. Har mine bedre halvdele til at være omkring mig. Følelsen af sammenhold er der stadig. Manglen og savnet af arbejdet er stort. Jeg kan ikke rulle stolen lidt til venstre, også se en anden person på den anden side af foldedøren.” Hendes svar er tankevækkende. Tanken om hvor stor savnet kan blive på blot to uger er vild. 

De gamle dage, føles så længe siden. Utydelige stemmer kan høres ude i det fjerne. Stemmer fra bekendte. Grin, latter og gråd. Alle lyde, der ikke høres mere. Tanken om fællesskab er som en brændeskærm i en bøgeskov. Mangler lugten, af de gennemblødte kroppe, åndedrættet fra over anstrengende lunger. Begge ting, hverdagen plejede at byde på. Rutinen er blevet en anden. Dagene lange ligesom træernes rødder. Nætterne korte. Følelsen af ensomhed sitrer i kroppen, fra solen står op, til solen går ned. Gentagelserne hyppigere. De samme ting om og om igen. Stuerne sorte som kul. Ingen silhuetter, kan skimtes igennem glasset. Der hvor der plejer at være lys og farver, er der nu mørkt, som en tunnel en kold vinteraften. Spejder rundt. Søgen efter folk, er stadig ikke slut. En umulig opgave. Verdens sværeste opgave faktisk. Ingen tør stadig ikke gøre noget som helst. Tanken om at være forladt er mere tiltrækkende, end at risikere at blive syg. 

Vil du læse mere om danskundervisningen på Rønde Efterskoles. Læs mere her.