Gaderne tomme. Husene matte af stilhed. Ingen mennesker at se i haverne, selvom solen står på sit højeste. Alle de velplejede haver er begyndt at ligne nogle gamle urskove. Helt afsjælet. Møder en enkelt person. Stilheden før stormen. Et vink med øjnene og væk igen. Føler en trang til at råbe. Råbe rigtig højt, så højt at hele byen kan vågne igen, men stilheden har taget styringen. Ingen lyd kommer ud. Kan kun høre råbene inde i mit eget hoved. Folk der råber, og beder for at få deres normale liv tilbage. Tomrummet, man har omkring én, når man bevæger sig igennem husene, dræner en totalt for energi. Kroppen begynder at føles endnu mere slap og slatten, end den allerede er. Tankerne spiller et puds, og straks begynder hukommelsen, at tænke tilbage på de gode “gamle” dage.  

En af dem som virkelig er blevet ramt i disse tider er Berith Hansen. Hun er socialrådgiver, men er blevet sendt hjem. Sidder hver dag foran datamaten. Fingrene skøjter over knapperne. Klikkende bliver hårdere og hårdere. Vejrtrækningerne tungere. Holder pause hver anden time. Ryster fingrene. Får noget indenbords. Et hurtigt pitstop. Klar til at suse videre hen over tasterne. Bliver afbrudt af en journalist. Midt i den helt store sag. Får spørgsmålet om, hvordan hverdagen har ændret sig for hende? Hun kigger op, svarer: “Det er forfærdeligt. Ingen kollegaer at snakke med. Ingen fysisk kommunikation med andre individer. Savner mumlen rundt i krogene. Føler mig isoleret fra alt, men samtidig intet. Har mine bedre halvdele til at være omkring mig. Følelsen af sammenhold er der stadig. Manglen og savnet af arbejdet er stort. Jeg kan ikke rulle stolen lidt til venstre, også se en anden person på den anden side af foldedøren.” Hendes svar er tankevækkende. Tanken om hvor stor savnet kan blive på blot to uger er vild. 

De gamle dage, føles så længe siden. Utydelige stemmer kan høres ude i det fjerne. Stemmer fra bekendte. Grin, latter og gråd. Alle lyde, der ikke høres mere. Tanken om fællesskab er som en brændeskærm i en bøgeskov. Mangler lugten, af de gennemblødte kroppe, åndedrættet fra over anstrengende lunger. Begge ting, hverdagen plejede at byde på. Rutinen er blevet en anden. Dagene lange ligesom træernes rødder. Nætterne korte. Følelsen af ensomhed sitrer i kroppen, fra solen står op, til solen går ned. Gentagelserne hyppigere. De samme ting om og om igen. Stuerne sorte som kul. Ingen silhuetter, kan skimtes igennem glasset. Der hvor der plejer at være lys og farver, er der nu mørkt, som en tunnel en kold vinteraften. Spejder rundt. Søgen efter folk, er stadig ikke slut. En umulig opgave. Verdens sværeste opgave faktisk. Ingen tør stadig ikke gøre noget som helst. Tanken om at være forladt er mere tiltrækkende, end at risikere at blive syg. 

Vil du læse mere om danskundervisningen på Rønde Efterskoles. Læs mere her.