Engelsk

I engelsk arbejder vi med udgangspunkt i Undervisningsministeriets nyeste opdateringer af ”Fælles Mål” for faget samt “Vejledning til prøverne i engelsk”. Overordnet set skal det engelske sprog kunne hjælpe eleverne med at kommunikere i deres aktuelle og fremtidige verden, med at forstå deres egen og andres kulturer bedre og forsøge at forberede eleverne på et liv i et globalt samfund.

På Rønde Efterskole bærer engelskundervisningen præg af en legende tilgang til sproget og alsidige arbejdsmetoder. I første omgang er det vigtigt for os, at skabe tryghed og forståelse i sprogfaget. Derefter tager vi fat på at udvide ordforråd og grammatisk forståelse. Vi bruger året på at skabe dybde og sammenhænge og på at lære, hvordan vi kan se den engelsktalende verden og Danmark ud fra forskellige perspektiver.

Engelsklærerne er passionerede, nysgerrige og fagligt opdaterede. Vi har et stærkt samarbejde i faggruppen, hvor vi diskuterer nye tiltag, materialer, aktiviteter og aktuelle emner. Vi arbejder bl.a. med emner som; Activism, History and Politics, Youth and Identity, Fighting for a better world, Heroes, Fame, Divided America, Extremes og Global Citizens uden, at det nødvendigvis betyder, at klasserne arbejder med de samme emner.

Vores undervisning er IT-baseret, og alt materiale ligger tilgængeligt for elever online. Vi bruger forskellige, digitale platforme og skabeloner til præsentationer, lege og grammatik. Vi gør brug af forskellige online engelsktalende medier, som aviser, magasiner, kommentarer, musik, TED Talks, dokumentarer, film og meget mere.

Engelsk på Rønde Efterskole skal skabe forståelse for en global verden, hjælpe til at kunne kommunikere i den og give lyst til at være en del af den.

Den samlede aktuelle indholdsplan for Rønde Efterskole kan downloades fra siden om gennemsigtighed.